Freelanceliv: 4 gyldne regler til at sikre det gode arbejde
Alle blogindlæg

Freelanceliv: 4 gyldne regler til at sikre det gode arbejde

Når konkurrencen blandt freelancere stiger, hvad gør vi så for at sikre de gode arbejdsvilkår? Vi har samlet 4 gyldne regler!

15.11.2021

Freelancer, projektansat, afløser, remote worker, konsulent, løsarbejder og virtuel medarbejder. Kært barn har mange navne, men faktum er, at der bliver flere og flere af os.

Sikre lønniveauet

Som freelancere har vi i forvejen ringere arbejdsvilkår end fastansatte. Vi er ikke sikret hverken kontor eller arbejdsredskaber, og heller ikke feriepenge eller barsel kommer automatisk. Derfor er det også så hamrende vigtigt, at vi sørger for, at vores arbejdsliv ikke udfordres endnu mere.

For når konkurrencen blandt freelance-kommunikationsfolk så stiger, og kampen om at få kunderne bliver intens, kan det gå ud over lønniveauet. Særligt hvis vi som fagfæller går ud og begynder at underbyde hinanden for at få kunderne, kan det skabe negative konsekvenser. For det betyder i sidste ende, at vores egen løn bliver presset i bund.

1. regel: Stop med at underbyde dine fagfæller.

Kvalitet

Ligesom den voksende konkurrence kan gå ud over økonomien, så kan den også påvirke kvaliteten. Flere om buddet, og faren for mindre løn, kan nemlig betyde, at du for at kompensere for eventuelle tab prøver at klare opgaverne hurtigere, så du kan få flere igennem.

Det er selvfølgelig helt forståeligt, men alt for meget fart og stress kan resultere i utilsigtede fejl og sløseri og gå ud over kvaliteten af dit arbejde. Træd i stedet et skridt tilbage, stå fast og slå et slag for den gode kvalitet. Gode resultater og høj kvalitet vægter oftest højere hos kunderne end et hurtigt, sløset arbejde.

2. regel: Gør dig umage og behold den høje standard.

Specialisering

Med øget konkurrence i kommunikationsbranchen er der stor sandsynlighed for, at der er flere hundreder, der har de samme brede kompetencer, som både dækker tekstskrivning, kommunikation, formidling og korrekturlæsning. Har du de samme, skiller du dig ikke ud.

Hvordan vælger en kunde så den rigtige til jobbet, når alles profiler ligner hinanden? Kunden vil i høj grad gå efter en person med specialviden, lige inden for det område som han eller hun har brug for. Derfor er specialisering en supergod måde at håndtere konkurrencen på. Er du stærk i korrekturlæsning? Så fokusér på det! Kommer oversættelser til dig helt automatisk, så snart du ser en tekst?

Gør oversættelse til din spidskompetence! Eller endnu bedre – gør dig ekspert indenfor et bestemt fag. Bliv for eksempel korrekturlæser med fokus på juridiske dokumenter og aftaler. Mange virksomheder har brug for kommunikationsfolk, som ikke bare kan læse korrektur på en tekst, men også har ekspertviden inden for bestemte områder.

3. regel: Specialisér dig, så du skiller dig ud.

Bliv en del af et netværk – og outsource!

Vær med til at støtte dine fagfæller. Ved at blive en del af et netværk kan du ikke bare få sparring, dele ud af erfaringer og få inspiration. Du kan også få flere kunder. Får du tilbudt opgaver, som du ikke er stærk i, eller har du bare for mange opgaver i forvejen, så kan du sende dem videre til en kollega og på den måde støtte op om dit fag. På samme måde kan andre sende opgaver videre til dig, og på den måde udvider du både dit kundenetværk og er bedre stillet i perioder, hvor du ikke selv har så meget arbejde.

4. regel: Send de opgaver, du ikke selv kan tage, videre.

Find mere inspiration til dit arbejdsliv her:

Læs også